Forstå planoversigten i NordCharger
Planoversigten er måske den vigtigste graf i NordCharger, da den giver dig det fulde overblik over, hvordan dit anlæg bliver styret.
Ved første øjekast kan den virke kompleks og en smule uoverskuelig. Det er helt naturligt, da den samler mange forskellige data i én visning. Til gengæld er den et ekstremt stærkt værktøj, når først du forstår den. Den gør det muligt at følge med i, hvad systemet planlægger, og hvad der faktisk sker i praksis.

Grafen indeholder:
• Elpriser (◼︎/◼︎)
• Planlagt opladning (◼︎)
• Planlagt batterihold (◼︎)
• Historisk batteriaktivitet (op- og afladning) (◼︎/◼︎)
• Eventuelle manuelle planer (opladning og batterihold) (◼︎)
Sådan læser du planoversigten
Elpriser:
Grafen viser to forskellige elpriser:
- Din personlige elpris (blå linje)
- Spotprisen (gul linje)
Din personlige elpris er den pris, du reelt betaler for strøm. Den består af spotprisen plus afgifter og nettariffer, som er fastsat ud fra dit lokalområde. Eventuelle gebyrer og tillæg fra dit elselskab er ikke inkluderet.
Spotprisen er den rå elpris fra markedet uden tillæg.
Planlagt opladning
Når SmartCharge er aktiveret, vises dine planlagte opladninger som grønne felter i grafen.
Felterne dækker de tidsrum, hvor systemet planlægger at oplade batteriet. Planerne opdateres løbende, typisk hvert 15. minut, og er baseret på dit forbrug, elpriser og forventet produktion.
Afhængigt af hvilken SmartCharge-tilstand du bruger, kan opladningen være enten simpel eller mere dynamisk optimeret.
Planlagt batterihold
Planlagt batterihold er markeret med røde felter i grafen.
Disse perioder viser, hvornår systemet vælger at gemme strømmen på batteriet frem for at bruge den. Det sker typisk, når elprisen ikke er høj nok til, at det kan betale sig at aflade batteriet endnu.
Kort sagt: systemet venter på bedre priser.
Historisk batteriaktivitet
Den historiske aktivitet vises som linjer i grafen:
• Rød linje viser afladning
• Gul linje viser opladning
Ved at holde musen over grafen kan du se den præcise effekt på et givent tidspunkt.
Denne visning gør det nemt at sammenligne det planlagte med det, der faktisk er sket i praksis.
Manuelle planer
Du kan selv oprette manuelle planer, enten for opladning eller for perioder, hvor batteriet ikke må aflade.
Disse vises som lilla felter i grafen og tilsidesætter de automatiske planer fra SmartCharge i de valgte tidsrum.
Tidslinjen
Under grafen finder du en tidslinje med en flytbar markør:

Tidslinjen giver dig mulighed for at kigge tilbage i tiden og se, hvordan SmartCharge har planlagt styringen af dit batteri gennem dagen. SmartCharge opdaterer nemlig løbende sin plan baseret på dit faktiske forbrug og din produktion.
Hver 15. minut laves der en ny planlægning. Disse planlægninger bliver gemt og markeret i tidslinjen, hvor du kan flytte markøren mellem dem.
Som standard vises altid den nyeste plan. Du kan dog nemt gå tilbage og se, hvordan planen så ud tidligere på dagen:
Det giver dig et unikt indblik i, hvordan systemet har tilpasset sig løbende, og hvordan SmartCharge arbejder dynamisk for at optimere din batteristyring.
Oprettelse af manuel planlægning
Du har også mulighed for at lave dine egne planlægninger for batteriet. Har du for eksempel gæster på besøg, skal ovnen køre ekstra i aften, eller ved du på forhånd, at dit strømforbrug bliver højt på et dyrt tidspunkt, kan du selv planlægge en tvungen opladning direkte i grafen.
Det giver dig fuld kontrol til at tilpasse driften, når det giver mening i din hverdag.
Se i videoen herunder, hvordan funktionen bruges:

1. Tryk på “Edit”
2. Hold musen over grafen og marker det ønskede tidsinterval
3. Vælg om perioden skal være opladning eller batterihold
4. Tryk “Apply” for at gemme planen
5. Afslut ved at trykke “Done” øverst i grafen
Når planen er oprettet, vil systemet automatisk følge din manuelle indstilling i det valgte tidsrum.
Du kan på samme måde slette dine manuelle planer ved at markere tidsrummet og vælge “Delete in selected range” i stedet for “Apply”.